Da jeg i efteråret 2007 blev henvist til det kreative værksted Granhuset af en læge i forbindelse med min indlæggelse på ANS, sagde jeg at det 'ville jeg absolut ikke' fordi gnisten til alt kreativt havde været forsvundet fra mit sind i næsten 10 år (gnisten forsvandt da jeg fik en depression i 98). Men lægen sagde venligt men bestemt at det skulle jeg, fordi jeg 'ville have godt af det.' Så jeg gik meget modvilligt med 2 medpatienter hen til Granhuset.
Vi trådte ind i et hus fyldt med mennesker som var i fuld vigør med alt muligt kreativt. Nogle strikkede, andre malede, andre igen arbejdede med træ- eller læderarbejde. Atmosfæren var lys og venlig - alle havde travlt med at sludre og hygge sig, samtidig med at der blev produceret ting og sager.
Vi gik ned til rummet hvor der blev skåret glas, og Sigga spurgte mig om jeg kunne tænke mig at lave et fad, en skål eller noget andet i glas. Jeg sagde at det ville jeg gerne (man er vel høflig) så hun satte mig til at tegne en skabelon som så skulle skæres i glas. Og jo, jeg måtte da indrømme at det var lidt spændende at udtænke former og farver til den skål som jeg nu fandt på at ville lave.
Sigga viste mig så hvordan man skærer og klipper i glas og hvordan man lægger det på en klar basisplade. Det er nemlig sådan, at glas altid vil været 6 mm når det bliver varmet op, uanset om man kun har lagt et lag glas på 3 mm eller 3 lag glas på 3 mm. Det er en naturlov.
Jeg fik lov at sidde for mig selv og lege med glasset som var i næsten alle farver, og at øve mig i at skære i glas, og jeg blev så optaget af arbejdet at tiden alt for hurtigt var gået hvor jeg skulle hjem på afdelingen igen til aftensmad. Da jeg om aftenen ringede til min søn Freddy og fortalte ham hvad jeg havde oplevet, bestilte han mig straks til at lave et fad til ham. Han var vist meget glad over sin mors spirende genfundne interesse for det kreative.
Mit fokus blev nu langsomt vendt til noget andet end mit 'døde' indre - jeg var ved at finde gnisten til det kreative igen, og det var virkelig svært at vente til eftermiddagene hvor jeg kunne komme på Granhuset og skære glas.
Men pludselig havde jeg det så godt at jeg kunne komme hjem. Det burde ellers have været en glædelig nyhed, men jeg syntes at det var alt for tidligt (der er nemlig ingen glasværksteder i Kalundborg). Heldigvis fik jeg viden om at selvom jeg boede i en anden kommune, så kunne jeg sagtens få lov til at fortsætte på Granhuset i tiden fremover. Så det gjorde jeg i 1 års tid. Og i Juni 08 købte jeg min egen ovn, som jeg før har fortalt. Jeg skærer og brænder glas næsten hver dag. Starter ovnen den ene dag og kan næsten ikke vente til næste dag hvor den er færdig.
Jo, nu er jeg glad for at lægen på ANS sendte mig på Granhuset. Han havde jo ret i at jeg ville 'have godt af at komme der.' Menneskene på Granhuset hjalp mig til at få gnisten til det kreative tilbage i mit liv, og jeg kan aldrig takke dem nok for det, for nu er livet atter blevet beriget med en dejlig hobby.
---o0o---
Lille sjov historie om Sigga
Sigga er fra Island, men har boet i DK længe. En dag fandt jeg på at det ville være super smart at lægge en 'samfundshjælper' (oplukker) ind imellem 2 stykker glas, sådan at håndtaget derved ville været af glas, og som ville være flot til at ligge fremme til pynt. Men da jeg spurgte Sigga om man kunne det, kiggede hun meget uforstående på mig - hun tænkte på 'et menneske som hjælper samfundet'. Hun sagde så til mig efter et stykke tid, at hun ikke mente at det kunne lade sig gøre da vedkommende nok ville blive lidt for meget ristet i kanten.
Ak ja, det danske sprog
"Bliv ved med at vær´som du er, Sigga, din lille samfundshjælper" (den gik ikke med samfundshjælperen - glasset revnede, så Sigga havde jo ret.)